| 4 mdr. gammel med "punkerfrisure" |
|
|
|
| Tuesday, 13 July 2010 | |
|
Det er utroligt, så hurtigt udviklingen går med Kempa, og de fysiske forandringer kan næsten ses fra dag til dag. Tandsættet er ved at blive udskiftet, og vi kan se de små mælketænder løsne sig og forsvinde - men ingen ved hvorhen! Næste dag er spidsen af en ny tand allerede tittet igennem som erstatning for den mistede. Der sker også så småt forandringer i pelsen - især synlig på halen, hvor de nye lange og mere stride hår har givet en punker-lignende halefrisure. Kempa har jo hele tiden taget fint på i vægt, selv om hun ikke har været særlig meget interesseret i foderet og stort set aldrig har spist helt op.
Det har et godt råd fra mor-Annie ændret radikalt på, så foderet er blevet meget interessant. Der spises nu helt op hver gang, og skålen slikkes rent bagefter! De ændrede spisevaner har også medført en større vægtstigning i den seneste uge, så Kempa nu (18 uger) vejer 8,2 kg. og måler 33-34 cm. over skulderen. "Ribbens-kontrollen" har derfor krævet en mindre nedsættelse af foderrationen, så hun ikke bliver for tyk. Hvalpe-selen bliver løbende justeret ud og er nu næsten helt i yderposition, så den skal nok snart udskiftes til en større model. Første gang, Kempa havde udstillingsline på, var nærmere en fiasko end en succes, så det skal der trænes meget med! Ham den tobenede, der har fat i den anden ende af linen, har tydeligt meget at lære og træne op i den disciplin. Trunten derimod skal nok komme hurtigt efter det, hvis man skal dømme efter, hvor hurtigt hun lærer andre ting. Bodils hjemmetræning med Kempa i små daglige doser går rigtig godt, og koden med at gå plads er nu "knækket", så der kan gås plads mere end kun 2 skridt af gangen. Vi træner lidt kørsel i cykeltrailer 1-2 gange om ugen, og øger langsomt længden på turene. Bodil er med på cykel lige bagefter cykeltraileren, som observatør, så hun kan give nogle små-kommandoer til Kempa, når hun bliver for urolig i "boksen".
Kempa hilser flere gange hver dag på sit eget spejlbillede på badeværelset, og undrer sig sikkert over den "spejl-tvilling", der altid bevæger sig præcis på samme måde, som hun selv gør. Hun kommer også ind i soveværelset hver morgen ca. kl. 5 og sætter forbenene op på sengekanten, og hilser på mig med et slik i hovedet. Det har jeg hidtil tolket sådan, at nu er der dømt morgenluftning, hvorefter både Kempa og jeg godt kan sove en times tid mere. Der er imidlertid en spirende usikkerhed ved, om "morgenkysset" skyldes, at damen trænger til at få besørget, eller om det er fordi hun tilfældigvis er blevet vækket af en kat, en fasan eller en forbikørende bil, og så bare lige vil fortælle, at nu er hun altså vågen! Hun daffer nemlig som regel ud i sin kurv i bryggerset igen, inden jeg når at få tøj på. Og bagefter virker hun komplet uinteresseret i at få sele på og komme ud. Men hun slipper altså ikke for den tidlige morgenluftning, nu hun har fået mig vækket! Mange sommerhilsener fra, |
| < Forrige | Næste > |
|---|